Skakdiplom

Her er et øjebliksbillede af forberedelserne til skakundervisningen i morgen, hvor vi introducerer et diplom, som børnene får rig mulighed for at gøre sig fortjent til 🙂 . De får et klistermærke som anerkendelse efter hver undervisningsgang, hvorefter de til sidst får udleveret diplomet, når de har været med seks gange og dygtiggjort sig i de enkelte skaktemaer, som der har været fokus på i undervisningen.

Vi glæder os til i morgen, hvor vi pga. vejret sidder indenfor i klasselokalet (indgang ved hovedindgangen, op af trappen til venstre). Vi ses!

Undervisning d. 11. maj 2024

I dag har vi afholdt vores første undervisningsgang udenfor. Det fungerede superfint og det er bestemt ikke sidste gang, vi gør det 🙂 Vi startede ud med frit spil, hvorefter undervisningen gik i gang. Som det er tradition, fik børnene øvet sig på navnene på skakfelterne og skulle beslutte det næste fællestræk mod Holtekolle-trolden. Herefter viste Christian forskellige spilopsætninger der handlede om beskyttelse, dobbeltbeskyttelse og sågar gensidig beskyttelse! Til sidst var der opgaver og frit skakspil, hvorefter vi, som traditionen også foreskriver, sluttede af med fodboldspil. Tusind tak for i dag 🙂

Udendørs undervisning

Vi glæder os til den næste undervisningsgang, nu på lørdag d. 11. maj 🙂 Nu når det begynder at blive varmere, vil vi fra gang til gang vurdere, om undervisningen skal foregå indendørs i klasselokalet eller udendørs i skolens gårdmiljø (der er borde og bænke, som vi kan sidde ved, markeret med det røde kryds nedenfor). Vi regner med at afprøve udendørs undervisning på lørdag, dog med forbehold for hvordan temperaturen opleves på dagen. Vi ses!

Undervisning d. 27. april 2024

Denne gang startede vi med “skakopgaver”, hvor børnene spillede skak ud fra forskellige startopstillinger eller kun med specifikke brikker (fx tårnskak (to tårne mod 3 bønder) eller bondeskak (bønder mod bønder)). Herefter var der undervisning og frit spil.

Anden undervisningsgang afholdt

Så har vi afholdt vores undervisningsgang nummer to, hvor 12 glade børn var med. Vi glæder os meget over skakklubbens gode start 🙂

Christian havde forberedt en spændende undervisningsgang, hvor børnene fik øvet sig på navnene på skakfelterne og skulle overveje det næste fællestræk mod Holtekolle-trolden. Og gennem fællesanalyse af en midtspilsopsætning nåede vi sammen frem til det bedste næste træk, afhængig af om man tænkte 1, 2, 3 eller flere træk ud i fremtiden. I det efterfølgende frie spil var der også hele tiden fokus på vigtigheden af at tænke flere træk frem og gennemtænke og gennemregne så mange muligheder og varianter som muligt.

Børnene fik tilbudt frugt og boller med smør undervejs. Vi undersøger muligheden for at få fat i en kaffemaskine til undervisere og forældre til stede.

Hjælpeundervisere søges

Idet den ene af vores to faste undervisere er ramt af allergiproblemer og desværre ikke kan være med i undervisningen mere, søger vi nu en eller flere skakkyndige voksne, der har lyst til være med i undervisningen af 10-12 børn pr. undervisningsgang. Christian står stadig for den egentlige undervisning (ca. 30 minutter pr. gang), men i den efterfølgende time med frit spil, er hjælpeunderviserne med til at følge børnenes spil, give gode råd, tage et parti eller to, og hjælpe med at sammensætte børnene efter niveau. Vi har indtil videre haft 2 hjælpeundervisere med pr. gang, og det vil vi gerne fortsætte med, med mulighed for at vi med flere hjælpeundervisere kan skiftes til at være med og være backup for hinanden i tilfælde af sygdom. Skriv til holteskakklub@gmail.com eller ring til os på tlf. 2628 2457, hvis du er interesseret i at være med i Holte Skakklub.

Næste gang: Lørdag d. 13. april 2024

Så er det nu på lørdag, at vi igen mødes i Holte Skakklub 🙂 Vi vil forsøge at opdele undervisningen lidt mere end sidst, og prøve lidt forskelligt af, indtil vi finder en god form. Vi forsøger også at få fat i flere skakkyndige voksne, som kan vejlede og hjælpe børnene i deres fællesspil, idet vi jo blev (glædeligt!) overrasket over det store fremmøde sidst. Skriv eller ring endelig til os (tlf. 2628 2457), hvis I har andre forslag til undervisningen eller hvis I kender nogen, der kunne tænke sig at være med i undervisningsholdet. Vel mødt på lørdag d. 13. april 2024 klokken 13.

Ingen undervisning i påsken

Opstarten af vores skakklub bliver lidt afbrudt af påsken. Både pga. ferieafholdelse og at der er lukket for adgang på den skole, vi låner lokaler hos, afholdes der ikke undervisning næste ulige lørdag (d. 30. marts). Næste undervisningsgang bliver lørdag d. 13. april. Vi glæder os til at se jer da 🙂

Første undervisningsgang afholdt

Lørdag d. 16. marts afholdte vi for første gang undervisning i Holte Skakklub. Vi er meget glade for, at hele 11 børn og deres forældre mødte op, og var med afprøve undervisningen 🙂

Undervisningen var opdelt i ca. 30 minutters undervisning, hvor børnene bl.a. blev inddraget i løsningen af opgaver, og 1 times frit spil, hvor underviserne gav gode råd til spillerne og sammensatte efter niveau.

Vi glæder os til at se jer næste gang 🙂

Nu har skakklubben en Facebook-side

Der er nu oprettet en Facebook-side for Holte Skakklub. Vi vil bruge Facebook til at kommunikere med kommende og eksisterende medlemmer, og dele information om den løbende undervisning.

Vi vil også løbende opretter begivenheder for de enkelte undervisningsgange, uden dog at tilmelding til disse er en forudsætning for at komme.